23 februar 2018

Sidst jeg var på Ærø, havde isen lagt sig i Strandbyen havn. En tynd, bleg skal var spændt ud over vandoverfladen, og kun ved at rokke båden dagligt, havde min morfar og min far skabt et hul, så isen hverken gnavede i vandlinjen eller lod båden fryse fast.

Jeg havde håbet på, at båden kunne blive liggende vinteren over, men med vejrudsigten for de kommende uger, hvor frosten muligvis tager til, vinden går i nordøst og der bliver dagsfrost, kommer isen hurtigt igen. Så min far ringede tidligere på ugen og sagde, at de havde besluttet at tage båden på land.

De fjernede brostenene, tømte båden for vand, trak den hen og lod den lokale vognmand løfte den op på sit lad. Samme procedure som sidste vinter, bare langt senere på sæsonen, hvor stort set alle andres både, for længst var kommet på land.

Mellem to levende hegn, så der er læ for øst- og vestenvind, bag nogle andre både, står den nu samme sted som sidste vinter, på et par klodslag med nogle bukke. Da vandhanen i havnen var lukket for vinterens frost, kunne bunden ikke blive vasket. "Den er rent ud sagt møgbeskidt," sagde min morfar i telefonen. "Den har stået på bunden," fortsatte han, og fortalte om noget af det lavvande, der havde været sent på efteråret.

De optimale overvintringsforhold for en træbåd er enten at ligge overdækket i vandet, eller at stå på land i en hal, hvor de tørre, vinde med kold luft og solen, ikke kan angribe klædningen. For en større jolle som "Svalen" kan det fint gå at stå på land, løseligt dækket af i bådens åbne rum som vist til højre.

Når varmen og foråret så sætter ind, kan den blive vasket ned, malet op, og den almindelige kølhaling kan overstås i ro og mag, inden båden løftes tilbage i vandet igen.

21 januar 2018

Efter den tilendebragte restaurering af skroget, har jeg - siden båden blev sejlet til Strandbyen, og sidste sommer tog del i en række stævner og træf - spekuleret i, hvordan jeg kunne samle og formidle erfaringerne fra restaurering og sejlads i bogform.

I forbindelse med min læretid, foretog jeg et researcharbejde af faglitteratur der findes om restaurering i bred forstand. En faglitteratur, der spænder over håndværksmæssige, tekniske områder til de mere historisk, etnologisk/antropologisk funderede indsamlinger af viden. Under menupunktet anbefalinger, har jeg lagt links ud til nogle af de bøger, jeg er stødt på, og som har bidraget med viden til mit arbejde.

"Maritim Kontakt nr. 1" fra 1980, der er fortsat udgives af
Kontaktudvalget for maritim historie- og samfundsforskning,
i dette nr. blandt andet med en rapport
af Morten Gøetche om Sluppen Ruths restaurering. 
Gennemgående for den eksisterende litteratur, der beskæftiger sig med restaurering af ældre erhvervs- og lystfartøjer (artikler i Træskibssammenslutningens medlemsblad, rapporter i fx Maritim Kontakt vedr. Nationalmuseets fartøjssamling, den norske Riksantikvars opsummering og indsamling af gjorte erfaringer med restaurering og bevaring af maritim kulturarv) viser, at ikke kun restaureringsprocessen, men også de erfaringer og erkendelser der her kan udledes, kun sjældent sættes i forbindelse med en bredere erkendelses- eller læringshorisont. Der er over tiden opstået en stringent, nærmest klassisk model for dokumentationen af et sådant arbejde, for hvilken modellen typisk kunne fremstilles med følgende dialektik: 1) Fartøjets særegenhed dokumenteres (konstruktør, årstal, ejere, formål, tidstypiske karakteristika i konstruktion, brugsspor etc.), og 2) Fartøjets restaurering udføres og dokumenteres i henhold til en dynamisk fortolkning af det i pkt. 1 dokumenterede.

Mit arbejde med SVALEN og denne hjemmeside er funderet i selvsamme dialektik. Ved bredt at indsamle viden, og dokumentere fartøjets og bådtypens historie og karakteristika, sammenholdt med gældende fagteknisk viden på området, er restaureringen og tilbageføringen af fartøjet udført i et spændingsfelt mellem autenticitet og eksisterende erfaring. I forbindelse med sommerens sejladser gjorde jeg en række overvejelser hvad angår sejlegenskaberne, dvs. brugen af fartøjet - ikke som erhvervsfartøj, men som lystfartøj - og det er i forlængelse af disse overvejelser, mit ønske om at udvide den ovenstående model opstod, at sprænge dens dialektik.

I efteråret hørte jeg desuden et foredrag, arrangeret af Holbæk Træskibslaug, i forbindelse med etableringen af et kystlivscenter på havnen, hvor Thomas Højrup fra Han Herred Havbåde præsenterede deres arbejde gennem de sidste 10 år.

Thomas Højrups vinkel som etnolog bidrager til en inklusiv forståelse, der ikke kun omfatter den specifikke kulturhistorie, Han Herred Havbåde, og fiskerne ved Thorupstrand, omfattes af, men også politik, geografi, natur og miljø, samt det lokalsamfund som helhed, der er i berøring med havbådenes fortsatte brug og bevaring. Som en separatistisk bevægelse, yder Han Herred Havbåde modstand til den globaliserede kapitalisme, og foruden at bevare den samlede kulturhistoriske viden omkring en særegen bådtype, og dennes fortsatte udvikling, er det centrale omdrejningspunkt udfoldelsen af helt særlige livsformer, og disses potentialitet (bådebyggeren og fiskeren).

Det er med resonansen fra disse erfaringer, jeg i det små er begyndt at tage tilløb til en udvidelse af den ovenfor nævnte model, for indsamling og dokumentation af en restaurerings forløb, til også at inkludere fartøjets brug; at erfare fartøjet som begivenhed, aktør og medie, som en potentiel psykogeografi.

13 januar 2018

SVALEN i Strandbyen Havn. Denne vinter lader jeg båden ligge i vandet vinteren over, medmindre der kommer is i løbet af januar eller februar, er det bedre for båden ikke at komme på land og blive udsat for vindens udtørring af skroget.
Med mesanmasten lagt ned og en presenning bundet ud i borde, beskyttes det åbne cockpit fra den værste regn og sol.

21 oktober 2017

I weekenden har jeg målt op til, og tegnet nogle hurtige skitser af de nye sejl. Jeg har givet alle sejlene en smule mere areal, og i stedet for det nuværende rå-topsejl, har jeg tegnet et spidstopsejl. Som et led i vinterens arbejder med rigning og sejl, skal mesanmasten, der er en smule for høj, kortes af, og samtidig er mesan-sejlet det, der har fået tilføjet mest areal, da jeg - efter i sommers at have sammenlignet sejlføring, med såvel de danske som de tyske kvaser - har erfaret, at hvis jeg i en fremtid ønsker at forsøge mig med at få drivkvasen til at drive, som da der fiskedes med vod, ville et større sejl for mesanen ikke være af vejen.

Det nye storsejl bliver på 18 kvm, og så har jeg yderligere tegnet en bredfok; en stagfok, der er 20% større end den, der kan rebes ned til en stormfok, og som i let til frisk vind kan udgøre sejlføringen og med klyveren (6 kvm) øge sejlarealet til  33 kvm. Opmålingen foretog jeg som en kombination af opmåling på båden, og de udstrakte sejl på jorden. Med hammer og søm kunne jeg nemt fastgøre et målebånd, og tage omtrentlige mål på båden, ved fx at hejse gaflen op med målebåndet fastgjort til kloen, for at få diagonalen til skødbarmen. Det samlede areal i magsvejr vil udgøre ca. 44 kvm.

Den endelige udfærdigelse af sejlenes facon, overlader jeg helt og holdent til en sejlmager, da udfærdigelsen af sejlene på ingen måde er en viden, jeg er bekendt med.